Turen starter som tidligere nævnt i Las Vegas.
Du kan efter hver dag klikke på et link for at se flere fotos fra dagen.
Skriv evt. til os på usa@reinar.dk
Søndag den 10. maj:
I morges blev vi hentet af Eaglerider i deres shuttlebus og kørt ud til stedet, hvor de holder til.
 |
 |
Manden fra Eaglerider fortalte, at de dagen i forvejen havde udleveret 50 motorcykler, så der er gang i gesjæften. Han fortalte også, at der var varmere end normalt i Las Vegas på denne årstid.
Alle motorcykler stod klar til os, så der var kun papirarbejdet, instruktion i motorcyklerne, valg af æggeskal (hjelm) samt en prøvetur rundt om bygningen tilbage.
Efter to omgange rundt om Eagleriders bygning – for at vænne sig til de store og tunge MC’er – gik det ud i trafikken i Las Vegas.
Birgit og John havde allerede hentet deres køretøj:
Vi kørte gennem Las Vegas og ud i ørkenen – det gik smertefrit og trafikken var ikke så slem, som vi måske havde forventet.
Første stop blev på en tankstation, hvor vi fik monteret vore danske flag.
Der er stegende varmt og solen står ned fra en skyfri himmel.
Indtil nu har vi udelukkende kørt i ørken.
Videre til Bullhead City hvor vi fik frokost på Dennys og blev kølet dejligt af i deres lokaler.
Fra Bullhead kørte vi til Lake Havasu City, gjorde stop ved supermarkedet for at købe mere vand og igen blive afkølet – der er virkelig varmt – ikke engang en brise gi’r køling. Der er lidt chokerende.
Ruten til Lake Havasu gik gennem Mohave County.
I Lake Havasu gjorde vi også holdt ved London Bridge, broen som er flyttet hertil fra London og genopført.
Vejen til Parker gav virkelig et skift i naturen. Det var meget opløftende. Bjerge med forskellige farver, langs med floden.
Sidste stop i dag er Parker, hvor vi fandt en motel, hvor vi har indkvarteret os for natten. Det kneb mere med at finde et sted at spise – vi måtte gå ind på Pizza Hut, men tak skal du have for en betjening.
Der var ikke mange gæster der og den unge knægt – nok opvaskeren – syntes det ville være rart at høre lidt Death Metal mens vi ventede på maden. John P. fik ham dog til at skrue lidt ned.
Birgit og Rita bestilte en lille flaske hvidvin hver, men da tjeneren kom med den, så var der 2 stk. en liters flasker med rosevin. Han sagde straks, at det var den mindste flaske de havde. På spørgsmålet om, hvor stor en stor flaske så var, svarede han, at den var på to liter.
Vi bestilte 6 hvidvinsglas for at hjælpe dem af med vinen, men han bragte 3 vinglas og 3 ølglas, fordi som han sagde, så havde de ikke flere hvidvinsglas.
Vi kørte i alt 208 miles den første dag.
Se alle billeder – klik her
Mandag den 11. maj:
Vi stod tidligt op og fik morgenkaffe på Early Bird Coffe Shop. Et rigtig ægte amerikansk diner og det var vældig spændende morgenmad. Rita og jeg fik Early Bird Breakfeast Sandwich (egg, ham, cheese and ortega chile with Hash Browns).
En god start på dagen.
Vi satte os straks på MC’erne og tog afsted gennem ørkenområde med typisk langelange lige landeveje mod Congress og videre til Prescott.
I Congress tankede vi og mødte 3 amerikanere på deres Harleyer – de var på tur fra Los Angeles og kom netop fra der, hvor vi skulle hen.
De lignede mildt sagt 3 undvegne, men de var utroligt flinke og syntes det var cool af os at rejse fra Europa til USA for at køre tur på bike.
Turen fortsatte mod Jerome – en gammel mineby på bjergsiden – her fik vi frokost.
Fra Jerome kørte vi mod Sedona – og det var en utrolig oplevelse at se bjergene i Sedona – de er røde – også kaldet Red Rock.
Efter Sedona kørte vi til Camp Verde hvor vi overnatter for i morgen at se Montezuma castle – indianernes bygninger, som ligger udmejslet/bygget ind i bjergsiden.
I dag har vi kørt 250 miles.
Se alle billeder – klik her
Tirsdag den 12. maj:
Vi fik kl. 7 continentel morgenmad på motellet – ikke særlig spændende, men ok.
Vi kørte straks efter til Montezuma for at se ruinerne af indianernes bolig, som er bygget op omkring en naturlig grotte i bjergsiden. Indianerne forsvandt år 1470 af ukendt grund.
Fra Montezuma kørte vi mod Payson gennem Salt River dalen. Flot dal med en kæmpestor sø i forbindelse med Roosevelt Dam. Vi holdt en lille drikkepause – vi har lært at drikke masser af vand i denne varme – og fortsatte mod Globe, hvor vi fik en lille frokost på en tankstation. Der mødte vi en Harley entusiast som kunne give os gode tips om den videre tur mod Fort Apache.
Vi kørte over bjergene mod Fort Apache og det var en storslået oplevelse på serpentinervejene og canyon’en. På toppen holdt vi en lille pause og fik en kop kaffe og en is.
Fort Apache museet var desværre lige ved at lukke, så det nåede vi ikke at se.
Vi fortsatte mod Show Low, hvor vi fandt et motel til natten.
Vi har i dag kørt 270 miles og i morgen fortsætter turen til den forstenede skov – Petrified Forest.
Se alle billeder – klik her
Onsdag den 13. maj:
Vi stod igen tidligt op og kørte fra Show Low kl. 8.00 med retning mod den forstenede skov (Petrified forest) ud af lange lige landeveje i bedste amerikanske stil.
Det var den helt ægte prærie – så langt øjet rakte. Indimellem kunne man se en stribe postkasser ved vejen, men vi kunne ikke se nogen huse nogen steder.
Enkelte steder var der kvæg som stod og dasede i varmen.
Vi nåede til nationalparken, hvor den forstenede skov er i og gik en tur rundt på de afmærkede stier – det var strengt forbudt at tage nogle af de forstenede træstumper. Så det gjorde vi naturligvis ikke.
Efter turen i den forstenede skov kørte vi videre mod Painted Desert – maleriske bakker/bjerge i forskellige farvenuancer – helt utroligt sceneri.
Et lille stop undervejs, hvor Route 66 tidligere gik, men som er blevet slettet.
Derfra kørte vi op ad en bakke og da vi nåede toppen viste der sig et utroligt flot område med rødlige farver (de røde farver er i løbet af årene blegnet på grund af forureningen, men man kan stadigvæk få et flot indtryk af det).
Efter den oplevelse kørte vi ad motorvejen (med stop i Navajo, Arizona og med en lille tur i New Mexico, hvor vi sjovt nok kom igennem Navajo, New Mexico) mod Canyon De Chelley – en storslået canyon. Fra 3 udsigtsposter fik vi set canyon’en godt efter. I bunden lever der mennesker og dyrker delvist jorden. Der har tidligere levet indianere i bygninger op ad canyonvæggen og man kan stadig se ruiner.
Undervejs dertil måtte vi bremse ned p.g.a. fritgående heste, kvæg og geder i vejkanten.
Vores overnatning sker i Chinle – ikke ret langt fra canyon’en. Det var svært at finde et motel, så vi måtte leje os ind på Best Western Canyon de Chelley Inn – noget dyrere end de andre vi har været på. Vi troede vi var der kl. 18.45 men tidsforskydningen gjorde at klokken rent faktisk var 19.45, så vi fik travlt med finde noget at spise og det blev på Burger King.
Alle var rimelig trætte i dag så alle valgte at gå tidligt i seng.
Vi har i dag kørt 270 miles.
Se alle billeder – klik her
Torsdag den 14. maj:
Vi startede dagen med morgenkaffe kl. 7 – tankede cyklerne og bilen.
Ruten var planlagt til Monument Valley – en køretur på ca. 120 miles. Det gik bare derudad med 65 miles per hour så det gik rimeligt hurtigt.
Vi ankom til Monument Valley og hvilket storslået syn.
Vi fortsatte og kom forbi Mexican Hat
og kom til Bluff. her har vi har lejet en herskabsvilla med 4 værelser og have fra 1897 – Adams House – et typisk hus i Bluff.
Et rigtigt hyggeligt hus og med mulighed for vask af tøj.
Vi har i dag kørt 187 miles.
I morgen skal vi til Moab.
Se alle billeder – klik her
Fredag den 15. maj:
Vi fik morgenmad i huset og var klar til at køre kl. 9 mod Moab.
Vi kørte mod Blanding via en lille omvej, hvor vi så et mindre oliefelt. I Blanding holdt vi en lille pause. Undervejs mod Moab blev vi stoppet af en havareret motorcyklist i Monticello, som havde problemer med sit strøm på Harleyen. Vi kunne desværre ikke hjælpe ham. Bjarne forsøgte at hjælpe med der var ingen strøm på batteriet.
Derfra kørte vi videre og lige før Moab besøgte Hole n” the Rock. En lejlighed hugget ind i klippevæggen af en dansker – Albert Christensen, og hans kone.
Fra Hulen kørte vi til Moab hvor vi efter mange forsøg fandt en lodge – d.v.s. en hytte med 3 værelser og en opredning med eget køkken o.s.v.
Om aftenen var vi på Bar-M Chuckwagon til en lille cowboyopvisning, middag og countrymusik.
Vi har i dag kørt 177 miles og i alt 1362,5 miles på hele turen.
I morgen skal vi se Arches, måske Dead horse point og Canyonland.
Se alle billeder – klik her
Lørdag den 16. maj:
Dagen startede med en gang morgenmad i huset som i øvrigt er rigtig flot og udstyret med alt hvad man kan ønske sig sågar en pejs.
Vi kørte til Arches – 58 miles i det hele – og så igen noget af det skønneste natur man kan forestille sig – der findes åbenbart alt her i USA.
De seje gik (when the going gets tough, the tough get going) den lange tur til Double O Arches – 1,4 km hver vej over stok og sten, klatring på lavt niveau, men højt for os. Men det var det værd.
I aften har vi valgt at holde grillaften – i morgen skal vi ud på en lang tur til Torrey – 250 miles.
Se alle billeder – klik her
Søndag den 17. maj:
Vi stod meget tidligt op – kl. 6 – fordi vi havde en lang tur på 250 miles foran os til Torrey.
Det var koldt i morges på turen fra Moab til Blanding.
I Blanding drejede vi af mod Hanksville. Undervejs mod Hanksville gjorde vi stop ved et National Monument – Naturel Bridges, som ligger lige midt imellem Blanding og Hanksville.
I nationalparken kan man se naturlige broer over canyons – det ligner meget det vi så i Arches – buer, så vi ved ikke rigtig hvornår man kalder den buer eller broer.
Mod Hanksville stoppede vi i Hite lige ned til søen Lake Powell og fik lidt at spise og tankede.
Vejen fra Hite gik igennem endnu en flot canyon – helt vild naturoplevelse igen, hvor vi bl.a. krydsede Colorado River.
I Hanksville gjorde vi stop ved en tankstation. Mens vi stod og nød en is kom der to skolebusser med elever og lærere som havde været på rafting. Den ene lærer kom hen og snakkede med os – på dansk. Hun havde været udvekslingstudent i Århus for 12 år siden, men kunne stadigvæk tale dansk.
Fra Hanksville kørte vi videre til Torrey, hvor vi havde bestilt overnatning dagen i forvejen. Vejen til Torrey gik igennem endnu en flot canyon med et lille vandløb, hvilket fik det hele til at se frugtbart ud.
Dagen startede kold men op af dagen blev det igen så varmt, så man næsten ikke kan begribe det.
Vi har i dag kørt 270 miles, og vi drejede 1 gang til højre og en gang til venstre, så var vi i Torrey.
I morgen skal vi til Bryce Canyon – en tur på ca. 190 miles.
Se alle billeder – klik her
Mandag den 18. maj:
Vi startede i Torrey med at tanke og kørte ad Highway 12 mod Escalante.
Allerede i Torrey købte vi en t-shirt med påskriften “I survived Highway 12” uden at vide, hvad det egentlig betød.
Vejen gik over bjergtoppe på 9.600 fod med sne på toppen,
men det værste sted var der, hvor vejen gik PÅ toppen af bjerget – en vej med 1/2 meter rabat på hver side – og flere hundrede meter lige ned i dybden.
I Escalante gjorde vi holdt ved en kaffebar og fik et stk. æblekage.
Så kom vi til Bryce Canyon – det flotteste af alle canyons man kan forestille sig – synd at billederne ikke kan gengive, hvordan det ser ud i virkeligheden.
Vi fik lidt at spise efter turen i Bryce Canyon og fortsatte til Panguitch hvor vi fik et værelse på New Western Motel til 56 $ inkl. morgen mad.
Om aftenen spiste vi på Cowboy Smokehouse. Nogle af os fik en cowboyret – Briskey (røget kød med pinto beans).
Se video fra landevejen – klik her
Vi har i dag kørt 181 miles og i morgen flytter vi os til Page i bunden af Lake Powell.
Se alle billeder – klik her
Tirsdag den 19. maj:
Da vi stak hovederne ud af døren i morges, havde det regnet. Der var godt nok blevet meldt thunderstorm både mandag og tirsdag, men vi havde heldigvis bevæget os udenom.
Det gjorde vi også i dag – skyerne flyttede sig til vores fordel – kun et par dråber blev det til.
Vi kørte over Brian Head/Cedar Break, men måtte vælge en anden rute, da vejen var spærret p.g.a. sne – skiltene siger “Road closed”.
Det var mildt sagt skidekoldt og der lå stadig masser af sne på bjergtoppen, som vi kørte henover i 10.971 fods højde og blandt andet et skisportsområde med mange hoteller og flotte hytter.
Det gik videre nedad mod Cedar City, hvor vi holdt en lille pause. Her snakkede vi bl.a. med en amerikaner (ejeren af stedet, hvor vi spiste) af italiensk afstamning. Han havde være i USA i 40 år – han kom fra Palermo men kunne ikke drømme om at flytte tilbage (dog nok på ferie en gang imellem) – hans børn er alle vokset op i USA.
I øvrigt har vi meget let ved at få kontakt til amerikanerne, da de er meget åbne og tit kommer hen og snakker med os og spørger hvor vi kommer fra, hvor vi har været og giver gode råd om, hvor vi skal køre hen.
Geografien i Europa er de ikke så gode til – de tror vi kommer fra Sverige, Norge eller Schweiz, men så må vi belære dem lidt 
Næsten alle spørger: How are you – så skal man svare: I’m fine og så måske How are you. Vi har forsøgt at komme først nogen gange for at høre deres svar.
Derfra kørte vi gennem Zion Nationalpark (dog bøvl med vores entrekort igen) – endnu en stor oplevelse via serpentinerveje og to tunneller.
Se video fra tunnellerne – klik her
På den anden side af bjerget ramte vi en lille tankstation med butik, hvor vi købte billige t-shirts til 8 dollars pr. stk.
Den sidste del af turen for i dag til Page gik over en milevid lang kedelig strækning som bare skulle overstås.
Page ligger i bunden af Lake Powell og vi kørte ud for at kigge på søen og dæmningen. Der var en skøn udsigt over søen.
Vi har kørt ca. 240 miles.
I morgen kører vi til Grand Canyon og skal gerne med på en flyvetur.
Se alle billeder – klik her
Onsdag den 20. maj:
Vi stod igen op kl. 6 (det er ved at blive en vane, fordi vi falder tidligt om i sengen om aftenen) – fik morgenmad og var klar til at køre kl. 7.30 for at have så meget tid i Grand Canyon som muligt.
Vi ankom til “det store hul i jorden” lige før middag og tog alle viewpoints en efter en.
Sikket storslået syn – og det er størrelsen, der gør det. Den Canyon er enorm – dyb, bred og forskellig i farverne (dog ikke som Bryce Canyon, men alligevel) og med floden Colorado i bunden – flot blå.
Desværre blev John P. syg – maveonde af den værste slags, så han måtte tilbringe dagen i bilen, og Birgit og John kørte da også før til Williams for at indlogere sig – han har det ikke godt endnu i aften, hvor vi andre ankom.
Nogle af os tog med busrundfarten i canyon’en, mens Rita og jeg gik en tur i byen.
Vi kørte derefter alle ud i lufthavnen for at høre, hvornår vi kunne komme med en helikopter ud i canyon’en og til vores store forbavselse kunne vi komme med et kvarter senere – kl. 17.00.
Vi satte os i helikopteren og blev fløjet ud i canyon’en og det var bare en stor oplevelse på 45 minutter (210 $ pr. person, men det var det værd).
Kl. 18.00 kørte vi så mod Williams – det blev koldere og koldere – som det bliver hver aften her i USA, det er ligesom forårsaftener i Danmark.
7 miles før ankomst var der sket et uheld på highwayen og vi blev ledt ud af en såkaldt dirtroad (grusvej).
Vi kunne næsten ikke se noget for støv, når der kom modkørende (MC’erne blev også beskidte) men kom da igennem til Williams og fandt da også til sidst vores motel, hvor vi nu skal til at spise en leveret pizza – ingen gider at gå i byen i aften.
I morgen skal vi ud at se meteorkrateret.
Vi har i dag kørt ca. 220 miles.
Se alle billeder – klik her
Torsdag den 21. maj:
Det var noget af en Super8 motel vi der havde indlogeret os på. Vi havde om morgenen ringet og bestilt værelserne til 69 $ + tax, men da vi ankom skulle vi betale 79 $ + tax – svinestreg og vi forsøgte inden afrejsen at få ham til at indrømme – men ak – det ville han sku ikke – ikke noget at gøre.
Vi har dag taget afsked med Birgit og John som tog til Phoenix for at besøge Johns søster.
Vi kommer til at savne dem meget og det var ikke sjovt at sige farvel, men heldigvis kan vi snart mødes med dem igen i Danmark.
John har fået det bedre, men nu syntes Birgit at noget var undervejs.
Vi kørte 70 miles til meteorkrateret – fantastisk hvad de alt har her man kan se på. Selve krateret og udstilling om meteorer o.s.v.
Hjemad samme 70 miles, men da vi løb ind i en ordentlig regnbyge og lidt hagl, som piskede ind på kinden – der var næsten ikke til at se vejen, men vi klarede den, da der kun var 7 miles til Williams.
Her har vi fundet et nyt motel til kun 45 $ + tax, rabatkupon på middag og lige over for kan vi få morgenkaffe til 4,99 $.
I morgen drager vi mod Kingman ad Route 66.
Vi har i dag kørt 154 miles.
Vi har i alt kørt 2.520 miles (4.032 km).
Se alle billeder – klik her
Fredag den 22. maj:
Vejret viste sig fra sin dårlige side i morges da vi stod op – regn, regn, regn.
Vi fik morgenmad og håbede på, at det stilnede af, så vi kunne komme afsted.
Det lykkedes i småt regnvejr, men det blev meget værre ud af motorvejen mod Seligman.
Specielt de store lastbiler sprøjtede helt vildt meget.
Efter 22 miles på motorvejen drejede vi af og kom på Route 66.
Lige inden Seligman kørte vi ind på en plads, hvor vi kunne stå i læ under et halvtag. Vi ventede i ca. 1/2 time og fortsatte den ene mil, der var til Seligman – stadig i regn.
Vi fik parkeret under et halvtag og gik på shopping i en lille butik med café – og købte en masse t-shirts, tasker o.s.v. og gik derefter en lille tur i byen.
Vi kørte 4 timer i regnvejr.
Undervejs mod Kingman stoppede vi i Hackberry ved en lille butik – åbenbart en gammel tankstation med en masse gammel skrammel, men med et herretoilet, som alle mænd (ikke bøsser) ville elske at bruge.
Da vi kom til Kingman indlogerede vi os og tog mod Oatman, en lille bjerglandsby i gammel stil – formentlig mineby. Æslerne gik løst omkring i byen. Det gik op og ned af stejle veje så vi valgte at køre en anden vej hjem, selvom denne var ca. 30 miles længere.
Vi har også fået mail fra Birgit og John. John blev i går indlagt på sygehuset i Phoenix da han fik høj feber og blev behandlet i 3 timer med drop. I dag har han det meget bedre. Han har formentlig fået en infektion af at drikke vand fra hanen eller andet. Der er indsendt prøve som skal give klarhed.
Vi har nu i alt kørt 2.749 miles – i dag 229 miles.
I morgen er det sidste dag på motorcyklen – snøft, det går lige så godt. Vi skal Hoover Dam og derefter til Las Vegas og aflevere motorcyklerne hos Eaglerider.
Se alle billeder – klik her
Lørdag den 23. maj:
Ja – så er den sidste dag på MC kommet hurtigere end vi havde forventet 
Vi fik morgenmad kl. 8.00 og kørte mod Hoover Dam, som ligger på vejen til Las Vegas. Det er et imponerende byggeri. Bjarne og jeg var inde i dæmningen på en guidet tour og se turbinerne og høre et foredrag om byggeriet fra 1931-35.
Det var utroligt varmt i gryden, hvor dæmningen ligger og der var ekstra tryk på trafikken – stop and go – over den, da det er lørdag.
Vi holdt en lille pause med sandwich og drikkevarer på en tankstation – med udsigt til Mead Lake, som er det opstæmmede vand/sø til Hoover Dam – inden turen gik videre mod Las Vegas og Eaglerider. Mead Lake er den største menneskabte sø i USA.
Konny og John havde, som på hele turen, fuldstændig tjek på, hvor vi skulle køre hen. Det er lidt af et virvar på vejene i Las Vegas og det var varmt ad helvede til.
Vi ankom til Eaglerider – afleverede bikene – uden problemer, selv om vi var lidt nervøse for ridserne på antennerne, hvor vi havde monteret vore flag.
Lige nu sidder vi ved poolen ved Travelodge og nyder en kold Budweiser.
Vi har i dag kørt 111 miles og i alt 2.860 miles – 4.576 km.
Stor stor tak til Konny og John som kørte foran hele vejen uden at vi kørte forkert og havde tjek på, at vi fik set alt det der var planlagt.
I morgen holder vi fri inden vi lejer bil. Vi skal på Outlet og købe tøj, det skulle være så billigt herovre. T-shirts behøver vi ikke købe – dem har vi købt en masser af undervejs.
Se alle billeder – klik her
